
Hotel Vejlefjord har lanceret egen spaserie i samarbejde med Westphals Fabrikker.
Spahotellet Hotel Vejlefjord og hår- og kropsplejekoncernen Westphals fabrikker har indgået et samarbejde, som har resulteret i en lancering af fem veganske og økologiske plejeprodukter til krop og hår.
Samarbejdet er indgået ud fra en fælles passion for den vilde danske natur, som hele produktserien udspringer fra. Marianne Tromborg, direktør i Westphals fabrikker, finder stor mening i samarbejdet.
”Hotel Vejlefjord er et naturskønt spahotel, som deler vores passion for økologi, planter og aromaterapi. Det er et drømmesamarbejde, fordi vi har det samme på sinde, og hele spahotellets ånd afspejler sig i produkterne. Og så er vi i øvrigt naboer og producerer i lokalområdet,” siger Marianne Tromborg.
Produktserien består af en håndsæbe, kropssæbe, hånd- og kropslotion, shampoo og conditioner. Alle produkter er baseret på den samme urteblanding af kamille, padderok, salvie, brændenælde, rosmarin, citronmelisse og humle.
Ifølge Flemming Jakobsen, direktør hos Hotel Vejlefjord, er produktserien et led i spahotellets ambition om at være førende i den danske spa- og wellnessbranche.
”Vores egen produktserie bidrager til, at vi skiller os ud fra andre spahoteller, og vi er meget beærede over at have fået så anerkendte hår- og kropsplejespecialister med i produktudviklingen. I samarbejde med Westphals fabrikker har vi formået at skabe produkter, der understøtter spahotellets fokus på kvalitet, økologi, naturlighed og virkningsfulde behandlinger,” siger Flemming Jakobsen.