Gå til primært indhold Gå til footeren

Danske mødedestinationer i global top-5

København, Aarhus og Aalborg placerer sig igen i toppen, når destinationers arbejde med bæredygtig omstilling bliver målt og sammenlignet på globalt plan.

Danske mødedestinationer hører til blandt den internationale elite, når det gælder arbejdet med bæredygtig omstilling inden for turisme, møder og events. Det står klart i årets Global Destination Sustainability Index, hvor København, Aarhus og Aalborg alle placerer sig helt fremme blandt verdens førende destinationer.

Resultatet understreger samtidig Nordens stærke position på området. De danske destinationer befinder sig i et felt, hvor især nordiske byer gennem en årrække har arbejdet systematisk med blandt andet klima og miljø, sociale forhold, bæredygtige leverandører og strategisk destinationsudvikling.

Danske byer på 3., 4. og 5. pladsen

Helt konkret indtager København tredjepladsen i årets globale indeks med en score på 90,35 procent, mens Aarhus følger lige efter som nummer fire med 90,12 procent. Aalborg er nummer fem med 88,24 procent. Kun Helsinki og Gøteborg placerer sig højere. Dermed er tre af verdens fem højest placerede destinationer danske.

De tre danske destinationer ligger samtidig markant over det samlede gennemsnit på 74,27 procent. Og topplaceringerne kommer i et år, hvor konkurrencen er blevet skærpet. GDS konstaterer, at det aldrig har været vanskeligere at fastholde en placering i Top-40, fordi niveauet blandt destinationerne generelt er steget. 

GDS-Index er udviklet specifikt til turisme- og mødedestinationer og vurderer deres indsats inden for fire hovedområder: miljø, sociale forhold, leverandører og destinationsledelse. Det gør resultaterne relevante for møde- og eventplanlæggere, der også ser på bæredygtighed, når de vælger destination, hotel, venue og øvrige leverandører til kommende arrangementer.

København rykker frem

København fastholder tredjepladsen i verden, men forbedrer sin samlede score fra 88,76 procent i 2025 til 90,35 procent i år. Dermed er afstanden til Gøteborg på andenpladsen reduceret til under ét procentpoint.

Særligt på miljøområdet står København stærkt. Med 88,98 procent deler hovedstaden førstepladsen i kategorien med Berlin og Helsinki. Ifølge rapporten skyldes fremgangen blandt andet styrket klimaindsats og forbedringer inden for kommunal affaldshåndtering. København er samtidig nummer fire globalt inden for Destination Management med 95,21 procent. 

Også på leverandørsiden går det fremad. Her stiger København 7,7 procentpoint til 84,62 procent som følge af blandt andet øget certificering af hoteller og venues. Det er relevant for mødebookere, fordi leverandørkategorien netop omfatter bæredygtighedsarbejdet hos blandt andet hoteller, kongrescentre og eventleverandører. 

Aarhus bedst blandt mellemstore byer

Aarhus leverer den største danske fremgang. Byens samlede score stiger fra 85,15 procent sidste år til 90,12 procent og bringer dermed Aarhus fra en placering uden for top-5 til fjerdepladsen globalt. 

Aarhus skiller sig desuden ud i to af de fire hovedkategorier. På miljøområdet scorer byen 86,61 procent og deler andenpladsen med Göteborg. I kategorien sociale forhold scorer Aarhus 91,89 procent og deler andenpladsen med Basel og Kumamoto – kun overgået af Reykjavik. 

Ser man på destinationernes størrelse, indtager Aarhus førstepladsen blandt mellemstore byer med 200.000-499.999 indbyggere. Aalborg følger umiddelbart efter på andenpladsen. GDS fremhæver, at Aarhus med sine 90,12 procent scorer højere end samtlige destinationer i kategorien.

Aalborg fuldender dansk toptrio

Aalborg går fra en score på 87,06 procent i 2025 til 88,24 procent i 2026 og indtager femtepladsen globalt. I gruppen af mellemstore byer er Aalborg som nævnt nummer to – foran blandt andre Belfast, Reykjavik og Tampere. 

Aalborg har desuden en høj andel certificerede mødeleverandører. Ifølge GDS-Movements destinationsdata er 65 procent af de registrerede hotelværelser bæredygtighedscertificerede, mens samtlige registrerede venues og PCO'er/DMC'er er certificerede. 

Det generelle niveau er steget

De danske placeringer kommer samtidig i et år, hvor det generelle niveau stiger markant. 89 procent af de destinationer, som deltog både i 2025 og 2026, har forbedret deres resultat, og den gennemsnitlige fremgang er 4,4 procentpoint. Siden GDS-Index blev etableret i 2016, er den gennemsnitlige performance steget med 45,5 procent. 

GDS-Movement understreger selv, at en høj placering ikke betyder, at en destination er fuldt bæredygtig. Indekset er et benchmark for dokumenteret indsats og udvikling. Men for en virksomhed, der ønsker at inddrage bæredygtighed i valget af destination, hotel, venue og øvrige leverandører, giver indekset et konkret sammenligningsgrundlag – og her står de tre danske destinationer i 2026 helt fremme i det internationale felt. 

Se GDS-Movements præsentation af resultaterne for 2026

Foto øverst: Havnebadet i Aarhus. Foto: Jakob Vingtoft/VisitAarhus