Gå til primært indhold Gå til footeren

Svanen er kommet til Pharmakon

Pharmakon Konferencecenter i Hillerød er blevet certificeret med Svanemærket, Nordens officielle miljømærke.

”Denne anerkendelse er et vigtigt skridt i vores indsats for at sikre en mindre miljøbelastende fremtid og skabe et sundere miljø for vores gæster og samarbejdspartnere.”

Sådan siger Annemette Noer, direktør for Pharmakon Konferencecenter, på baggrund af, at konferencecentret i Hillerød er blevet certificeret med Svanemærket, Nordens officielle miljømærke.

For at opnå certificeringen med Svanemærket har Pharmakon Konferencecenter gennemgået en omfattende proces, herunder:

  • Energibesparelser: Investering i energieffektive løsninger, såsom LED-belysning og optimerede varmesystemer, for at reducere det samlede energiforbrug.
  • Affaldshåndtering: Implementering af omfattende affaldssortering og genanvendelsesprogrammer, som minimerer madspild og sikrer, at papir, plast og andre materialer håndteres korrekt og genanvendes.
  • Grønnere indkøb: Indkøb af mere miljøvenlige produkter, fra rengøringsmidler uden uønskede kemikalier til økologiske og lokalt producerede råvarer i køkkenet.
  • Reduceret vandforbrug: Ved at optimere sanitetsfaciliteter er vandforbruget reduceret, og gæster er fortsat sikret komfort i deres ophold.

Med Svanemærket kan konferencecenteret på Milnersvej i Hillerød garantere både gæster og samarbejdspartnere et mere miljøvenligt valg. På den måde deler konferencecenteret en fælles ambition med gæsterne om at tage ansvar for miljøet.

Certificeringen betyder, at Pharmakon Konferencecenter løbende har fokus på miljøpåvirkning, herunder energiforbrug, affaldssortering og brug af miljømærkede produkter for at begrænse uønskede kemikalier.

”Vores certificering gør det muligt for virksomheder og organisationer at vælge en konferencefacilitet, der aktivt arbejder med at reducere miljø- og klimabelastningen i praksis, hvilket kan understøtte deres egne grønne strategier,” siger Annemette Noer.

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus.

Se mere om Pharmakon Konferencecenter