Gå til primært indhold Gå til footeren

Optimeet Messen 2024: Faglighed, fest og farver

Optimeet Messen 2024 bød på masser af nyheder og blev afsluttet med festligt show og koncerter.

Med masser af nye udstillere, en ny interaktionsscene, Silent Tours rundt på messen, Event Crawl og en afsluttende koncert med tre kunstnere stod årets udgave af Optimeet Messen i nyhedernes tegn.

Fra åbningen kl. 9.30 og hele onsdagen igennem var der livlig aktivitet på gulvet i Forum Copenhagen, hvor Optimeet kunne melde alt udsolgt med 255 udstillere. Der var tæt trafik af gæster i gangene, og stemningen var i top på standene, hvor mange udstillere bød på smagsprøver og konkurrencer, mens der blev udvekslet ideer og visitkort.

Det nye tilbud om Silent Tours rundt til standene var et hit, og der var fuldt booket til tre af turene. En af turene handlede om ”Anderledes møde- og eventformer”.

Her var første stop Cirkusbygningens stand, hvor eventchef Marlene Sønderhaug fortalte om det særlige ved at holde møder i den historiske bygning. Med et sæt hovedtelefoner om ørerne kunne deltagerne uden problemer følge med i fortællingen på trods af menneskemylderet på standene rundt om.

Og sådan fortsatte turen rundt med præsentationer hos Vejrø Resort, Marienlyst, Skanderborg Park og til sidst på Silent Events egen stand. Her fortalte direktør Simon Frederiksen om, hvordan Silent-teknologien gør det muligt at have en lang række aktiviteter side om side til en messe eller konference.

På Foredragsscenen styrede tv-vært Kåre Quist foredragsholdere og tilhørere igennem dagens program, som bød på foredrag om personlig effektivitet, kunstig intelligens som værktøj og ESG-strategi og -rapportering. Alle foredrag var velbesøgte, og det samme gjaldt oplæggene på Interaktionsscenen.

Ud på eftermiddagen blev der skruet op for messens nye eventdel og skænket cocktails, mocktails og champagne rundt om på standene, mens showet gik i gang på scenen. Her bød Idea Nordic først på showdans og underholdning, inden tre kendte musikere tog over med hver deres minikoncert – Shaka Loveless, Ida Laurberg og Lord Siva.

Og dermed blev der sat et festligt punktum for Optimeet Messen 2024.

Optimeet sender en tak til alle gæster, udstillere, sponsorer og samarbejdspartnere samt eleverne fra Hotel & Restaurant Skolen, som hjalp med blandt andet check in, garderobe, café, lounges og sceneområder.

Foto: Vicki Maddison