
Aye aye er navnet på ny high-end social dining restaurant på Hotel Admiral i København.
Den 27. februar 2025 åbner Admiral Hotel dørene til den nye restaurant aye aye, som byder på high-end social dining i unikke omgivelser ved vandkanten i København. Atmosfæren i aye aye er livlig og uformel og samtidig fyldt med energi, latter og uforglemmelige oplevelser.
Inspireret af maritime traditioner, Middelhavets smagsunivers og en enestående udsigt over havnen kombinerer aye aye gastronomi, elegance og en charmerende uhøjtidelighed. Restaurantens udsigt matcher det elegante interiør og den afslappede, sofistikerede stemning.
"Vi glæder os helt enormt. Det er en stor dag for os, når vi åbner dørene til aye aye. Denne åbning markerer første skridt i vores vision om at relancere Admiral Hotel – en ny æra for både hotellet og vores gæster," siger hoteldirektør Jesper Stubgaard.
Middelhavskøkken og maritim inspiration
Aye aye henter inspiration fra sin unikke beliggenhed ved vandet med et design forankret i bådhusarkitektur. Dette afspejles ikke kun i atmosfæren, men også i menuen, der fejrer friske smage og maritime traditioner. Menukortet er skabt ved den store Josper-grill, der giver retterne en unik røgfyldt smag – og byder på retter som ”Poussin a la ’grill diable’ med spicy og cremet dijon sauce” og ”Grillet helleflynder med sauce matelot”. Inspirationen hentes fra Middelhavet, men med et nordisk twist.
"I vores køkken spiller middelhavskøkkenet en central rolle, hvor Josper-grillen er hjertet i mange af vores retter. Vi hylder det åbne ildsted, friske fisk og skaldyr samt de livlige middelhavssmage," fortæller køkkenchef Andreas Tancula Møller.
Når aye aye åbner, vil den anmelderroste SALT restaurant samtidig lukke sine døre. SALT har været en del af Admiral Hotel i over 20 år og budt på mange mindeværdige (smags)oplevelser.