Gå til primært indhold Gå til footeren

Når rammerne gør en forskel

For første gang præsenterer Knuthenborg sit samlede B2B-univers på OPTIMEET Messen. Med Knuthenborg Business introduceres en anderledes tilgang til møder, konferencer og erhvervsarrangementer – hvor natur, ro og perspektiv ikke er et tilvalg, men selve rammen for dagene. Siden 2019 har Knuthenborg også tilbudt overnatning midt i naturen, og netop kombinationen af møder og ophold i Knuthenborg Camp gør det muligt at skabe erhvervsoplevelser, hvor fokus, nærvær og restitution hænger sammen. Her mødes forretning, historie og fremtid i omgivelser, der giver plads til bedre samtaler – også når arbejdsdagen er slut.

Knuthenborg er et sted, der er vokset frem over generationer. Som familieejet gods har det i århundreder været en del af landskabet på Lolland – i dag kendt som Knuthenborg Safaripark. Knuthenborg er et troværdigt og hjerteligt sted med høj kvalitet og med en ramme, der gør indtryk. Parken blev i 2025 kåret til Danmarks bedste forlystelsespark og tilbyder møder i omgivelser med levende natur og dyr. Det giver deltagerne noget at samles om, nemlig nostalgi, natur og en helt særlig ro.


Midt i denne levende helhed ligger Knuthenborg Business. Et B2B-univers, hvor møder og erhvervsarrangementer placeres i rammer, der adskiller sig markant fra traditionelle konferencevenues. Her er naturen ikke en pauseaktivitet eller en dekoration – den er konstant til stede. Udsigten til landskabet, dagslyset, stilheden og dyrene udenfor skaber et andet tempo, som hjælper deltagerne med at finde ro og være mere til stede i det rum, de befinder sig i.

Men det er i Knuthenborg Camp, at forskellen for alvor mærkes. Siden de første overnatningsmuligheder blev etableret i 2019, har campen været et sted, hvor dagen ikke slutter. Her kan virksomheder forlænge opholdet og give deltagerne mulighed for at komme helt ned i gear. Overnatning i safaritelte og -hytter med udsigt til elefanter og tigre skaber en særlig overgang fra arbejdsfokus til restitution. Når stilheden sænker sig over den lollandske savanne, og mørket falder på, opstår der en ro, som sjældent findes i klassiske erhvervsrammer.

Netop denne ro har betydning. Forskning peger på, at adgang til dagslys, grønne omgivelser og ophold i natur kan reducere mental belastning og styrke koncentration og kreativ tænkning. Det genkendes i praksis, når mødedeltagere får mulighed for at lade blikket hvile på naturen både i mødelokalet og efterfølgende i campen. Samtalerne fortsætter i et andet tempo, refleksionerne bliver dybere, og næste dag starter med fornyet energi.

 

Vores tilgang er tæt knyttet til et værdigrundlag, hvor håb spiller en central rolle. Håb for naturen, biodiversiteten og fremtiden. Dette afspejles i vores arbejde med perspektivet fortid, nutid og fremtid – fra naturens lange historie til den levende biodiversitet i dag og de valg, der former morgendagen.

Med Knuthenborg Business samles møder, konferencer, erhvervsevents og overnatning i ét samlet B2B-univers. Messepræsentationen markerer første gang, dette univers træder frem samlet. Ambitionen er ikke at konkurrere på standarder, men at tilbyde rammer, der giver bedre møder – hvor fokus i arbejdstiden kan fortsætte i Knuthenborg Camp og skabe en helhed, få andre steder kan tilbyde.

 

Mød Knuthenborg på stand 147 på OPTIMEET Messen 2026.

 

Læs mere her Knuthenborg Safaripark