Middelfart vil have naturen ind i mødet
Den regenerative tankegang er flyttet ind hos VisitMiddelfart. Mødedestinationen arbejder aktivt med at skabe møder, der giver deltagerne mere energi, mere nærvær og en stærkere forbindelse til stedet.
Den regenerative tankegang er flyttet ind hos VisitMiddelfart. Mødedestinationen arbejder aktivt med at skabe møder, der giver deltagerne mere energi, mere nærvær og en stærkere forbindelse til stedet.
Af Jan Aagaard
Foto: VisitMiddelfart
Har du nogensinde tænkt på, hvad små ændringer i rum, rytme og pauser betyder for fokus, energi og kreativitet i dine møder? Hvilken forskel gør det for eksempel at flytte mødet helt eller delvist ud i naturen? Eller at lægge en pause eller aktivitet i naturen ind i mødeprogrammet?
På VisitMiddelfarts website for møder og konferencer får svar på nogle af disse spørgsmål ved at gennemføre en kort test med oplysninger om dit møde. Testen kaldes ”Nærværsberegneren”, og den munder ud i et tal, der angiver graden af nærvær i mødet og en kort tekst om, hvad de forskellige elementer i mødet betyder for fokus, energi og kreativitet.
Det kan lyde som et smart marketinggreb, men testen er udviklet på baggrund af anerkendt forskning inden for miljøpsykologi, kognitiv psykologi, bevægelsesforskning og organisationspsykologi. Den er en del af en ny tilgang til møder og konferencer i VisitMiddelfart, hvor man arbejder målrettet med at åbne møder og konferencer mod den lokale natur – og mod det nærvær, der giver energi i stedet for at tage den.
VisitMiddelfart tager udgangspunkt i den regenerative tankegang – et begreb, der favner bredere en bare bæredygtighed. I mødesammenhæng betyder det, at mødet ikke bare skal være effektivt og belaste miljø og klima mindst muligt. Mødet skal skabe en varig positiv effekt og give energi, fokus, relationer og ny omsorg for det sted, der danner ramme om mødet.
“Regenerativt betyder i sin essens, at det, du laver, skal skabe mere energi, end det tager ud af systemet. I mødesammenhæng handler det blandt andet om at skabe oplevelser og måder at være sammen på, som giver deltagerne mere energi, mere nærvær og en stærkere forbindelse til det sted, de er,” siger Henrik Lübker, chef for turismeudvikling i VisitMiddelfart.
Henrik Lübker har gennem flere år beskæftiget sig med den regenerative tilgang – blandt andet inden for design, og som forholdsvis ny turismechef i Middelfart har han været med til at forstærke destinationens fokus på møder i samspil med naturen.
Forskning har dokumenteret, at naturen har betydning for vores energi, fokus, koncentration, kreativitet og trivsel. Naturen kan derfor have konkret værdi for møders kvalitet og effekt – især når den bruges som et aktivt redskab fremfor blot en smuk ramme.
“Vi skal væk fra, at møder i naturen, bare er noget med at kramme et træ. Der er ret vilde forskningsresultater, som viser, hvilken forskel naturen kan gøre. Det handler også om bundlinje og om at skabe møder, der faktisk virker,” siger Henrik Lübker.
Hos VisitMiddelfart vil man derfor gerne have mødebookere til at inddrage naturen mere, når de planlægger arrangementer. Mange af områdets hoteller og venues har allerede gennem flere år haft fokus på at bruge den omgivende natur, men nu sætter turistorganisationen en tydeligere ramme om det – blandt andet ved at koble hoteller og lokale oplevelsesaktører sammen om at udvikle konkrete naturoplevelser, som gør møderne bedre.
Naturen omkring Middelfart omfatter blandt andet 117 kilometer kystlinje, gamle skove og et levende Lillebælt, og på destinationens mødesite kan man finde inspiration til, hvordan man konkret kan inddrage naturen i programmet. Det kan for eksempel være i form af en vandretur med naturvejleder, sanketur, tangsafari, hvalsafari eller skovbadning. Man kan også besvare nogle få spørgsmål om sit møde i en ”Mødeguide” på hjemmesiden og derefter få tilsendt et konkret forslag til aktiviteter og program.
For VisitMiddelfart er det afgørende, at aktiviteterne i forbindelse med møder og konferencer er tæt knyttet til de lokale potentialer – også kaldet stedbundne potentialer. Middelfart skal ikke tilbyde standardiserede aktiviteter, der kunne foregå hvor som helst, men oplevelser, der vokser ud af områdets natur, hotellerne og lokale aktører.
“Som mødedeltager er det værdifuldt at blive en del af det sted, hvor man holder møde, i stedet for ikke at forholde sig til omgivelserne. Når pauser, aktiviteter og teambuilding vokser ud af stedet selv, får mødet en dybere kvalitet, end hvis man bare importerer et standardkoncept,” siger Henrik Lübker.
Han forklarer yderligere, at aktiviteter i omgivelser, som vi ikke kender, kan være med til at åbne vores sanser – og stimulere til kreativitet og nytænkning.
"Den dybe værdi opstår ofte, når vi møder noget, der ikke bare spejler os selv. En lokal oplevelse, en ny udsigt eller en anderledes måde at være sammen på skaber en positiv friktion, som bryder vores ofte meget skemalagte liv. Det er dér, vi bliver mere nærværende, mere nysgerrige og mere modtagelige over for nye perspektiver.”
For Henrik Lübker og VisitMiddelfart handler fokus på den regenerative tilgang ikke om at revolutionere mødebranchen fra den ene dag til den anden. Det handler om at tage de første skridt mod møder, der giver deltagerne mere energi, end de tager. Og det kan begynde med noget så enkelt som at flytte en pause udenfor eller lade omgivelserne spille en større rolle i programmet.
”Hvis det virker uoverskueligt at flytte hele mødet ud i naturen, så begynd med noget mindre. Sæt et naturbillede på skærmen, lad deltagerne nyde udsigten fra hotellet eller læg en gåtur ind i programmet. Små skridt kan også skabe forandringer, og det vigtigste er, at vi kommer i gang med at bruge den viden, vi allerede har om, hvad der giver mennesker energi.”
Denne artikel er fra OPTIMEET Magasinet. Se flere artikler fra magasinet.