Gå til primært indhold Gå til footeren

Hotel Hesselet får ny restaurant og japansk have

Fynske Hotel Hesselet åbner i 2027 en ny ambitiøs restaurant med fokus på nordisk gastronomi med japanske undertoner. Samtidig får hotellet en japansk have.

Fynske Hotel Hesselet åbner i 2027 en ny ambitiøs restaurant med fokus på nordisk gastronomi med japanske undertoner. Samtidig får hotellet en japansk have.

Hotel Hesselet i Nyborg tager nu næste skridt i en omfattende fornyelse. Midt i hotellets naturskønne omgivelser opføres en ny pavillonrestaurant med tårnhøje ambitioner. Samtidig får hotellets indgangsparti en japansk have, og interiøret moderniseres nænsomt med nordisk og japansk afsæt.

Den nye restaurant får navnet Restaurant Hi – et navn med dobbelt betydning: På japansk betyder “hi” ild, mens det på dansk betyder ly. Med ildsted og åbent køkken som omdrejningspunkt bliver restauranten et intimt samlingspunkt, hvor gæsterne oplever mad og værtskab helt tæt på.

”Restaurant Hi bliver et sted, hvor oplevelser, perfektion og hygge smelter sammen. For mig er atmosfæren lige så vigtig som gastronomien – vi skaber en personlig restaurant med tårnhøje ambitioner, båret af både kokke og tjenere, der arbejder tæt sammen som ét hold,” siger Jeppe Foldager, gastronomisk chef på Hotel Hesselet.

”Med få åbningsdage kan vi sikre, at det altid er det samme dedikerede team, der leverer oplevelsen. Når hjertet, historien og produktet er på plads, så kommer anerkendelsen af sig selv.” 

Kun 20 pladser i restauranten

Restauranten, som åbner i marts 2027, får kun 20 pladser og serverer en sæsonbaseret menu, hvor nordiske råvarer møder japansk æstetik og teknikker. Ild, røg og grill bliver centrale elementer, mens haven omkring pavillonen udvides med et rislende vandløb, der skaber balance mellem ild og vand.

”Hotel Hesselet har siden 1967 været et arkitektonisk ikon. Grundtanken var at forene dansk og japansk æstetik, og med Restaurant Hi og den nye japanske have bygger vi videre på den arv. Det er både et nik til fortiden og et blik mod fremtiden,” siger Kenneth Ramstrup, hovedaktionær og bestyrelsesmedlem.

Del af større renovering

Projektet er en del af en større investering, efter at hotellet i 2024 blev købt af Carama Family Office. Planen omfatter både restauranten, den japanske have ved indgangen og modernisering af hotellets interiør.

”Med renoveringen ønsker vi at bringe Hesselet ind i en ny tid – uden at miste forbindelsen til fortiden. Restaurant Hi, den japanske have og det fornyede interiør knytter sig til hotellets DNA som en fusion mellem nordisk og japansk. Vi løfter hotellet til et nyt niveau med fokus på kvalitet, nærvær og stedets unikke ånd,” siger Christina Hermeling, hoteldirektør.

Se mere om Hotel Hesselet