Gå til primært indhold Gå til footeren

Eventyrlig opgradering af Quality Hotel The Reef

Kendt hotel i Frederikshavn har fået en gennemgribende renovering med blandt andet nye konferencefaciliteter.

Quality Hotel The Reef i Frederikshavn har det seneste år gennemgået en omfattende renovering. Nu står hotellet færdigrenoveret og byder gæster og besøgende velkommen til en ny reception og fællesområder, et nyt restaurantkoncept samt et opgraderet vandland.

Siden 1987 har det velkendte hotel i Frederikshavn været en vigtig aktør i regionens turisme og et attraktivt rejsemål. Hotellet ejes af Stena Line og drives af Strawberry under varemærket Quality Hotel.

"Vi er glade og stolte over at have afsluttet en milepæl i hotellets historie. Renoveringen har haft gæsteoplevelsen i centrum og er forløbet helt efter planen. Vi er meget tilfredse med resultatet. Quality Hotel The Reef er nu en endnu stærkere attraktion og vil fortsætte med at tiltrække gæster til Frederikshavn. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med Strawberry," siger Christina Bromander, Trade Director hos Stena Line.

Konferenceafdeling med karaokerum og shuffleboards

Renoveringen, der begyndte i november, er et samarbejde mellem Stena Line og Strawberry. Resultatet er blandt andet en ny lobby med tilhørende bar, et helt nyt restaurantkoncept og en markant opgradering af det populære vandland, Eventyrbadet, med ny lys- og lydteknologi, nye møbler og forbedrede omklædningsfaciliteter. Hotelværelserne blev renoveret i 2020, og de resterende 18 værelser er nu færdiggjort som en del af det afsluttede arbejde.

Hotellets restaurant er nu The Social Bar & Bistro – et populært koncept med klassiske retter og nordiske sæsonråvarer. Derudover er der blevet skabt nye zoner på hotellet, herunder en konferenceafdeling med karaokerum og shuffleboards. Hotellet fremstår nu med et helt nyt udtryk – dog med den klassiske caribiske stemning bevaret. 

Quality Hotel The Reef har 210 værelser, vandland med 10 pools, konference- og eventfaciliteter, fitnessrum, restaurant, bar samt parkeringshus med ladestandere til elbiler. Det populære Eventyrbad åbnede igen den 16. juni, og hotellet er nu i fuld drift efter den gennemgribende renovering.