
Turistbranchen advarer mod at skære i støtte til Wonderful Copenhagen. Det kan give færre kongresser, møder og events, lyder det.
Hvis regeringen dropper erhvervsstøtten til Wonderful Copenhagen, vil det blandt andet gå ud over antallet af store internationale kongresser, møder og events i hovedstaden.
Sådan lyder det fra en række store turismeaktører efter, at et udvalg nedsat af Finansministeriet har peget på Wonderful Copenhagen som et sted, hvor staten kan spare penge som led i en kommende sanering af erhvervsstøtten. Ifølge turismeaktørerne er Wonderful Copenhagen imidlertid en forudsætning for erhvervets succes og fremtidige vækstmuligheder.
Wonderful Copenhagen byder hvert år på omkring 100 internationale videnkongresser og vinder typisk omkring halvdelen af dem til hovedstaden. Alene i 2023 vandt Wonderful Copenhagen 53 kongresser, der repræsenterer en omsætning på 921 millioner kroner.
”Wonderful Copenhagen løser en lang række opgaver, der har stor og vital betydning for ikke blot turismen i København, men også det øvrige erhvervsliv i vores hovedstad. Markedsføringen af København og tiltrækning af kongresser, møder, feriegæster og flyruter mv. understøtter Københavns Lufthavn som Skandinaviens internationale hub med et vidtforgrenet rutenetværk,” siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør, Dansk Erhverv.
Christian Folden Lund, adm. direktør Bellagroup, supplerer:
”Som destinationspartner i arbejdet med at trække de helt store erhvervskongresser til hovedstaden spiller Wonderful Copenhagen en nøglerolle. Erhvervsturisterne har en mangedobbelt værdi i forhold til private turister, når det kommer til at spendere penge på blandt andet gastronomi, overnatninger, shopping, transport og oplevelser. Det er med andre ord livsblodet i et helt økosystem af relaterede erhverv, der er på spil.”
Aktører som Københavns Lufthavn, Arp-Hansen Hotel Group, Scandic Hotels og ZOO bakker op om kritikken af at fjerne erhvervsstøtten til Wonderful Copenhagen.
Udvalget om fremtidens erhvervsstøtte har afleveret sine anbefalinger i en rapport til erhvervsminister Morten Bødskov. Heri anbefales det blandt andet at fjerne støtten til Wonderful Copenhagen på 47 millioner kroner årligt og den årlige støtte på fem millioner kroner til MeetDenmark, som er det nationale udviklingsselskab for erhvervs- og mødeturisme.