Gå til primært indhold Gå til footeren

Elektrisk minifærge til Vejrø Resort

Fremover kan du sejle til Vejrø Resort med ny elektrisk færge, som erstatter dieseldrevet båd.

Vejrø Resort i Smålandsfarvandet sætter nu ekstra fart på øens grønne omstilling med købet af en elektrisk minifærge, som i år erstatter den eksisterende dieseldrevne Targa-båd, der sejler gæster til og fra øen.

Den nyindkøbte elektriske minifærge er den første af sin art i Danmark og det seneste af mange eksempler på Vejrøs kurs mod grøn omstilling i højt tempo.

Da Kim Fournais købte Vejrø, satte han med det samme kurs mod en gennemgribende genopretning af øens natur og en tempofyldt grøn omstilling med oprydning af affald i naturen og etablering af buske, træer, en køkkenhave og en vindmølle.

Som et naturligt led i Vejrøs grønne omstilling kan besøgende snart transportere sig til Vejrø med den nyindkøbte, elektriske minifærge.

Båden er en omtrent 12 meter lang såkaldt hydrofoil-båd, som kan medbringe 12 passagerer. Hydrofoil-teknikken mindsker friktionen i vandet, hvilket både giver fart og muliggør sejlads fra Karrebæksminde til Vejrø. Det har hidtil ikke været muligt. Dermed sparer man som besøgende på øen fremover ikke blot CO2-udledning – man sparer også turen til Kragenæs.

"Investeringen i den grønne omstilling af Vejrø, herunder anskaffelsen af den elektriske minifærge, er stor. Men investeringerne har også stor betydning for klimaet og miljøet. Og kongstanken med Vejrø er at gå foran med handling, der kan ses. Vise hvordan bekvemmelighed og ansvarlighed kan gå hånd i hånd i turisme- og mødebranchen,” siger Jens Ole Ambjerg, direktør for Vejrø Resort.

Vejrøs elektriske minifærge bygges på et skibsværft i Belfast og ventes at være i drift i forbindelse med sæsonstart 2024. 

Oplev Vejrø Resort på stand 329 på Optimeet Messen i Forum Copenhagen den 20. marts.

Se mere og book møder på Vejrø Resort