
Charlottehaven i København kan se tilbage på to årtier med vækst, innovation og loyalitet over for grundlæggerens oprindelige vision.
Charlottehaven er ikke længere teenager. Konferencestedet på Østerbro i København runder 20 år og kan se tilbage på to årtier med vækst, innovation og en loyalitet over for grundlægger Finn Harald Simonsens oprindelige vision om at skabe et sted, hvor man føler sig hjemme, selvom man er langt væk hjemmefra.
Finn Harald Simonsen opkaldte i sin tid Charlottehaven efter sin kone. Hans vision har siden 2004 været kernen i Charlottehavens succes: At skabe et sted, der kombinerer hjemmets nære værdier med hotellets høje facilitets- og serviceniveau, hvilket Finn Harald Simonsen selv foretrak på sine udlandsrejser.
Det er den filosofi, der har drevet stedet til at blive en af Københavns mest værdsatte destinationer for både konferencedeltagere, forretningsrejsende, feriegæster og restaurantgæster samt lokale fitnessudøvere.
En anden væsentlig faktor i Charlottehavens succes er de mange loyale medarbejdere, hvoraf flere har været med, siden det hele begyndte. Alene ledelsen har en anciennitet på 14,5 år, hvilket vidner om et stærkt fællesskab og dedikation til at levere de bedste oplevelser til gæsterne – hver dag.
Arkitekturen og det dedikerede personale
"Vi er fortsat stolte af at kunne give vores gæster ekstraordinære oplevelser, der ovenikøbet er emballeret i dansk design og æstetik. Og selvfølgelig altid bakket op af vores dedikerede personale, som er afgørende for den gode, personlige oplevelse," siger Lars Pontoppidan, direktør i Charlottehaven.
Når man ankommer til Charlottehaven, ser man først arkitekturen. Bygningerne er skabt af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, som i de senere år har markeret sig med flere markante bygninger i København – fx Skuespilhuset og Axel Towers.
Da Charlottehaven udvidede og åbnede the Tower med yderligere 37 hotellejligheder, var Lundgaard & Tranberg klar med endnu et spektakulært byggeri – denne gang med endnu større fokus på bæredygtighed – i form af eget jordvarmeanlæg og solceller.