Maersk X Alive – et globalt samarbejde i praksis
Af Alive
Af Alive
Da Maersk i 2023 søsatte sit første metanoldrevne containerskib, Laura Mærsk, var det et synligt startskud på rederiets grønne omstilling – og begyndelsen på den største samlede opgave, eventbureauet Alive nogensinde har løst.
Navngivningen i København var oprindeligt tænkt som en klassisk VIP-ceremoni. Alive blev inviteret ind for at planlægge og afvikle eventet, men i dialogen med kunden voksede ambitionen hurtigt. Bureauet udfordrede formatet og var med til at udvikle eventet fra en lukket begivenhed til et åbent, offentligt arrangement, hvor både skibet og visionen bag blev gjort tilgængelig for langt flere.
Resultatet blev et syv dages langt event med udstillinger, skibsbesøg og tusindvis af gæster – kulminerende i selve navngivningsceremonien.
It feels like we’ve created something meaningful and impactful together.
Maersk om samarbejdet med Alive
Det blev hurtigt tydeligt, at eventet omkring Laura Mærsk havde ramt noget større end blot en vellykket afvikling. Den skabte opmærksomhed, engagement og international interesse – og viste, hvordan et komplekst projekt kan forenes med en klar og nærværende fortælling.
I København stod det Aller Leisure-ejede bureau for den samlede konceptudvikling, projektledelse og produktion. Opgaven omfattede alt fra gæsteregistrering og sikkerhed til afvikling på et aktivt havneområde med stramme adgangs- og tidskrav.
Det var netop kombinationen af strategisk tænkning og benhård eksekvering, der ændrede opgavens karakter. Alive havde dermed ikke blot leveret et enkeltstående event, men skabt et format, der kunne skaleres og gentænkes globalt.
På baggrund af erfaringerne fra København blev Alive udvalgt som eventpartner på navngivningen af Maersks efterfølgende metanoldrevne containerskibe verden over.
Over de følgende år gennemførte Alive navngivningsevents i otte havne på tværs af kontinenter. Hver destination stillede nye krav til planlægning, myndighedsgodkendelser, kulturforståelse og lokal eksekvering.
Der fandtes ikke én fast skabelon. Hvert event måtte tilpasses lokale forhold – uden at det overordnede brandudtryk og den samlede oplevelse gik tabt.
De globale events blev afviklet i lande med meget forskellige kulturelle og operationelle forudsætninger, hvilket stillede store krav til lokal tilpasning og eksekvering.
København – Laura Mærsk
Startskuddet. Et syv dages langt offentligt event med udstillinger, skibsbesøg og international navngivningsceremoni på aktiv havn.
Aarhus – Ane Mærsk
En mere kompakt ceremoni med samme høje sikkerhedsniveau og stramme logistiske rammer.
Yokohama – Astrid Mærsk
Afviklet på en operationel toldfri havn med specialbygget adgangstårn for gæster ombord.
Qingdao – Antonia Mærsk
Planlagt og gennemført under markant tidspres – kun én uge efter Japan – med høj kompleksitet.
Los Angeles – Alette Mærsk
Amerikansk setup med fokus på stakeholders, brandoplevelse og konferencedel.
Rotterdam – Alexandra Mærsk
Effektiv europæisk havnekontekst, hvor en stor produktion blev opbygget på kort tid.
Singapore – Ane Mærsk
Event i tæt, urban havn med høje krav til præcision og koordinering.
Mumbai – Albert Mærsk
Afviklet på militært havneområde med flere hundrede involverede og døgnbemanding over flere dage.
Events af denne størrelse afgøres ikke på scenen, men i detaljerne bag kulissen. Gæsteflow, sikkerhed, adgangsforhold og timing skulle fungere perfekt – ofte på steder, der normalt ikke er indrettet til events.
Alive fungerede her som bindeled mellem internationale stakeholders, lokale partnere og kundens interne teams og havde ansvar for hele produktionen.
“Reducing complexity and creating flexibility is essential – because nothing ever goes exactly as planned.”
Sam Poulter
Global Head of Branding & Content, A.P. Moller - Maersk
Over tid udviklede samarbejdet sig til et tæt partnerskab. Alive arbejdede skulder ved skulder med kunden på tværs af lande og tidszoner og blev en integreret del af teamet – også når tempoet var højt, og kravene mange.
Fra København til navngivninger på tværs af kloden står projektet i dag som et klart eksempel på Alives styrke: at omsætte strategi og ambitioner til virkelighed gennem fleksibilitet, tillid og kompromisløs eksekvering.
Alive arbejder med både danske og internationale kunder og har særlig erfaring med events i utraditionelle rammer – herunder aktive byrum, havneområder og internationale destinationer.
Alive er en del af Aller Leisure og trækker på koncernens samlede erfaring med oplevelser, events og internationale produktioner.