Gå til primært indhold Gå til footeren

Føler du dig også MØDELAGT?

Af Bastian Overgaard

Vi spilder tid og penge, går ned med stress og brænder ud, når vi fylder arbejdsdagen med møder, som er overflødige, meningsløse eller ufokuserede. Der er behov for et opgør med den eksisterende mødekultur, mener Bastian Overgaard. Derfor har han skrevet bogen Mødelagt, der både skal fungere som en samtalestarter og en guide til bedre møder.

Danske virksomheder spilder milliarder

Danske virksomheder og offentlige organisationer spilder milliarder af kroner på at holde overflødige, meningsløse og ufokuserede møder. Ledere og medarbejdere brænder ud og går ned med stress, mens de løber fra det ene møde til det andet. Og mange af møderne kunne udskiftes med en e-mail eller en mere fokuseret én til én-samtale.

Sådan lyder nogle af påstandene fra mødekonsulent og foredragsholder Bastian Overgaard i en ny bog med titlen Mødelagt. Bastian Overgaard har i mere end et årti hjulpet teams i nogle af Danmarks største virksomheder – såvel som mindre kommuner – med at skabe og forankre effektive mødevaner.

Drænet efter en dag med møder

”Jeg kender ledere, der holder møder 20, 30 eller 40 timer om ugen. Det betyder, at personen ikke kan nå at svare på e-mails, tale en til en med medarbejdere eller tænke strategiske tanker. De er fuldstændigt drænede, når de kommer hjem fra arbejde,” siger Bastian Overgaard.

Han kommer i bogen med bud på, hvordan vi kan skabe mere sunde og effektive mødevaner ved at følge syv enkle møderegler – og dermed få mere tid, fokus og arbejdsglæde. Derudover indeholder bogen en lang række spørgsmål, som man kan drøfte med sine kolleger.

Møder er som toiletpapir

”Som mennesker er vi grundlæggende irrationelle og dovne biologiske væsner. Vi gør det, der er nemmest og mindst energikrævende, og det er nemmest bare at holde et møde, hvor vi ikke behøver forberede os, tænke over formålet eller gøre os umage for at facilitere mødet godt. Vi taler bare løs, tiden går, og så er det møde overstået,” siger Bastian Overgaard.

Han sammenligner i bogen møder med toiletpapir: ”Det er kedeligt, usexet og noget, vi bare bruger uden at tænke over det. Og fordi vi ikke orker at forholde os til møder, bliver vi ved med at holde dem, som vi plejer – uanset hvor mange timer, lønkroner og trætte ører vi skyller ud i toilettet.”

En letlæst bog med syv møderegler

Bastian Overgaard understreger, at han ikke har skrevet en ny lærebog om mødeledelse, men derimod en underholdende og letlæst bog – den kan læses på under en time – som henvender sig til alle, der drømmer om bedre møder. Og derfor rummer bogen også syv basale, praktiske møderegler, som er lige til at tage i brug:

  1. Hvorfor-reglen
  2. VIP-reglen

  3. Spejder-reglen

  4. Parkinson-reglen

  5. 100 %-reglen

  6. Stop op-reglen

  7. Rolle-reglen

Mødekortet – en ny idé

I bogen introducerer han ideen om et mødekort, som alle – ledere såvel som medarbejdere – der indkalder til mere end ét internt møde om ugen, skal kunne fremvise på samme måde som et kørekort.

”Lige som det ville være uforsvarligt at sætte folk bag rattet i en bil eller bus uden de grundlæggende kompetencer, så burde vi erkende, at vi har brug for at kende reglerne for god mødeafholdelse for at indkalde sagesløse kolleger til møder,” siger Bastian Overgaard.

Hvorfor holder vi møde?

Den første regel – Hvorfor-reglen – er den vigtigste og handler om, at alle mødedeltagere SKAL vide, hvorfor man holder mødet, og at der SKAL udsendes en dagsorden inden mødet, som klart og tydeligt beskriver mødets formål.

”Det er en vigtig pointe i bogen, at vi er nødt til at sænke barren for at hæve kvaliteten. I stedet for en udførlig dagsorden kan man blot sende en mail dagen før eller en time før, hvor man kort ridser op, hvad man skal tale om, og hvad man gerne vil nå frem til på mødet,” siger Bastian Overgaard.

Fra interne møder til konferencer

Bastian Overgaards nye bog er målrettet ledere og medarbejdere, der arrangerer og deltager i interne møder i virksomheder og organisationer. Men flere af de syv møderegler kan sagtens adopteres til eksterne møder og konferencer, understreger mødekonsulenten.

Bastian Overgaard er en anerkendt foredragsholder, mødekonsulent og forfatter til den anmelderroste bog Støjfri ledelse. Hans nye bog Mødelagt – 7 Møderegler, som giver mere tid, fokus og arbejdsglæde udkom i maj 2025.

Han har inspireret tusindvis af ledere og medarbejdere gennem foredrag, workshops og teamforløb, og hans pionerarbejde med strategisk stilhed er omtalt i medier som DR TV Avisen, Børsen Executive og Forbes.

Bastian Overgaard kan bookes til foredrag gennem Athenas.